Min mor blev født i en lille by i Iran, hvor figentræer fylder i landskabsbilledet, og den søde duft fra safran blomster hvirvler gennem luften. Byen hedder Estahban og er kendt for sin safran og en bestemt type tørrede figner, som ikke kan fås andre steder. Når du finder din vej ud ad byen gennem smalle og snoede gader skabt af tætbyggede lerhuse, kan du skue langs det tørre ørkenlandskab mod majestætiske bjerge. Gaderne giver dække mod solens intense varme, der tørrede safran blomster i min mors baghave. 

Min far voksede op i Teherans virvar af dyttende biler, højtråbende bazar-sælgere, duftende nybagte brød, skakspillende pensionister, og dampen fra friskbrygget te. Men i weekenderne bevægede han sig væk fra storbyens kaos for at søge mod Teherans omkransende bjerge. På Irans højeste bjerg, Damavand, fortalte han røverhistorier på vandreture og sang folkesange over bål. 

Jeg voksede op på Holtes brede villaveje. Weekenderne tilbragte jeg sprintende rundt på min folkeskoles regnvåde græsbaner eller cyklende under bøgetræer i Rude Skov. Men når du trådte inden for mit hjems fire vægge, stod du pludselig i den sødlige duft af min mors baghave og rundt om min fars syngende bål.  

Når jeg mentalt træder ind i mit barndomshjem, dufter jeg safran og gurkemeje.  Jeg taler persisk med mine forældre, og jeg smager på en fersken fra den store frugtskål, som min far altid sørgede for var fyldt. Jeg observerer min mor, der trasker rundt i sandaler, og jeg lytter til min far, der synger “Baroon Barooneh”. Og jeg priser mig yderst lykkelig over, at mine venner ikke er til stede i dette minde.

For jeg husker deres reaktioner. Jeg kan mærke fortidens frygt helt ude i fingerspidserne, mens jeg skriver disse ord. Jeg kan høre, hvordan duften bliver beskrevet som mærkelig. Hvordan der bliver fniset, når jeg taler persisk. Og jeg kan se mig selv skamme mig.

Der er som sådan ikke noget forunderligt over at være forundret ved forskelligheder. Jeg bider i højere grad mærke i min egen skam. For hvorfor skammede jeg mig? Hvorfor syntes jeg, det var pinligt at snakke persisk? Hvorfor ville jeg ikke fejre nowruz? Hvorfor insisterede jeg på, at jeg var dansk, og Iran ikke havde noget med mig at gøre? 

Det var nowruz for to uger siden. Det sørgede jeg for at markere på min arbejdsplads. Stoltheden emmede ud ad mig, mens jeg fortalte om Hafez og præsenterede medbragte iranske kager. Og hvis du beder mig om at sætte musik på i dag, kan det være, jeg spiller Googoosh for dig. Hvis du er rigtig heldig, laver jeg måske endda Ghormeh Sabzi til dig. 

Men hvordan er alt dette relevant for HJEMMEFRA? Inden jeg kommer det nærmere, vil jeg dele et sidste minde med dig. Vi står i en 8. klasse. Du kan høre skriblende tastaturer, og du ser to lærerstuderende, der bevæger sig rundt blandt eleverne. Du ser mig. Den eneste sorthårede dreng, der skriver på livet løs. På toppen af min side ser du, hvad jeg arbejder på. “Kias digt”. Jeg kan stadig huske følelsen af at væbne mig med det danske sprog. Friheden i at kunne udtrykke sig og skabe sin egen virkelighed. Ja, digtet handlede om noget så banalt som at skide. Bevares, jeg var trods alt kun tretten år gammel. Men det var som om, at det forløste noget i mig. Evnen til selv at gribe ordet. 

Hvis dette skriv føles rodet, er det en afspejling af, hvordan HJEMMEFRA opstod. Det er en blanding af minder, håb, og drømme, men også skam, skrøbeligheder og smerte. Det er en bagvendt tanke, der er blevet til en realitet - ligesom når jeg siger, at Danmark er mit hjemland, men persisk er lyden af hjem. HJEMMEFRA er en mulighed for at tegne verden, som jeg ser den, men også en forpligtelse til at lytte til din beskrivelse. HJEMMEFRA er et medie skabt til autentiske historier, engagerende livsfortællinger og betagende kulturer, der kan inspirere os til at udforske magien ved vores forskelligheder, i stedet for frygten. Det er i hvert fald dét, jeg har lært hjemmefra.